Arkitekturens svar på muzak

Det er ikke unormalt, at arkitektur sammenlignes med musik. En komposition til forskellige instrumenter med hver deres lyd, der tilsammen skaber noget større end summen af dem alle.

En smuk beskrivelse af alle de mange faktorer, der hver i sær skal opfylde et formål, men som til sammen skaber arkitektur. Resultatet skal tilfredsstille et højere formål hos mennesker, end blot en bolig. Ligesom musikken er mere end blot lyde vi omgiver os med.

Al kunst bør berøre følelser i mennesker.

For mange år siden blev vi bekendt med begræbet muzak. Den ofte ret ligegyldige musik, der strømmer os i møde når vi køber mælk. Den er studeret og underbygget ved forsøg, formålet er at få forbrugeren til at indse behovet for unødvendige indkøb.

Senere kom aromaer til, så der nu dufter på en særlig måde, udvalgte steder i butikken. Formålet er klart. Køb, køb.

For tiden oplever jeg en tendens i tøjbutikker og hos andre handlende  der  sælger tidens historie. Der er opsat så kraftige lys, at jeg ikke kan se farver og skelne stofferne fra hinanden. Jeg har svært ved at tro, at noget så indlysende dumt blev sat op, hvis det ikke virkede. Altså købe igen.

Men en ting er lidt lys, der kan tages ned når det næste lune dukker op og skal sælge varer. En anden er de mastodontiske shoppingcentre, der pryder vores verden i årevis fremover.

Udadtil fuldstændigt lukket omkring sig selv. Gerne sort og afvisende i forhold til sine omgivelser. Vi bliver ledt ind ad syrealistiske vejvisere i vores egen krops skala, men vi er mindre end det korpus der opsluger os.

Stig Nygaard

Vel indenfor transformeres hele historien. Udenfor sort, indenfor hvidt. Vi er i paradis, med rislende vand og muligheder over, under og til alle sider. Tiden mister sin betydning og vi slipper al kontrol.

Kun hvis man er meget opmærksom begynder man at undre sig. Hvor er vinduerne fx?

Alting cirkler om sin egen akse og udgange kan være svære at finde. Hvis man begynder at mærke efter, kan det blive helt klaustrofobisk med al den udstilling af menneskekroppe, der kører på bånd op og ned. Alle med farvestrålende poser og lidt apatiske blik. Intet sted er der så mange hysteriske børn end her, men der er taget noget magt og modenhed fra forældrene.

tuija

Efter min mening burde der stå advarselskilte på shopppingcentre. De forkorter vores liv med al det de suger ud af mennesker. De er stærkt vanedannende og i bund og grund overflødige.

De er værre end muzak, for vi kan ikke hive stikket ud og slukke larmen.

En morsom tanke jeg havde forleden var, at vi kunne fjerne parkeringsmulighederne og lægge disse, så vi fx kunne komme sikkert hjem fra en opera, en sen aften.

Det er primært den nemme parkering der primært lokker os til centrene. Jeg kan trods alt bedre acceptere at en opera forfører og bedrager sine besøgende, ved at overdrive rumhøjder og være indadvendt, fuld af lyde og glitter (Men det behøver altså ikke vende ryggen til resten af byen, for at kunne rumme et andet liv, end det de fleste lever til hverdag).

Hvad med at bo i en hel by, som et indkøbscenter?

Prøv fx at gå en tur forbi Tuborg i Hellerup. Hvis du vælger at se filmen, via linket, vil du kunne se eksempler på decideret manipulation: grøn facade på indkøbcentret, biler i etagehøjde, samme problem med skibe ude af proportioner.

Tuborg er i virkeligheden dødens pølse, særligt efter medarbejderne i de ekstreme kontorhuse er gået hjem. Jeg læste lige, at nu er Tuborg blevet visitationszone. Men det ligner jo også noget fra et computerspil, hvor små drenge løber rundt med store våben.

Der er aldrig kommet noget positivt ud af muzak og der mangler personer med både magt og indsigt, når et projekt som Tuborg tillades realiseret.

Space man´

Retinafunk

Fra et indkøbscenter i Dusseldrof, hvor der er leget lidt mere med genren.

Prøv at lægge mærke til, at der ser befolket ud, selvom der næsten ingen mennesker er.

Mon det er med vilje?

Afgjort, for så meget plads er voldsomt, at have alene. Også selv om man ikke er fobisk.